torsdag den 15. august 2013

baby grød fra 6 mdr.

Lille Mathilde er vild med grød og der bliver prøvet lidt forskelligt. Her kommer lidt opskrifter på dem vi har brugt igennem tiden fra modermælk til fast føde. Hun er nu 10 mdr. og spiser stort set alt hvad vi andre får men hendes morgenmad og til tider også godnatte mad er stadig grød.

Den hurtige havregrød i mikroovn - lidt på slum (fra 6 mdr.)

Ca. 1 dl. havregryn i en dyb tallerken
fyld vand i til det lige dækker havregrynene og giv det 2 min. i mikroovnen.
Bland sødmælk eller modermælkserstatning i til den har en passende konsistens og husk endelig 1 tsk. fedtstof.

Jeg putter ofte frugt i grøden i form af æblemos, bananmos eller en lille klat syltetøj hvis det skal gå ekstra hurtigt.

Frugtgrød - med rosiner og abrikoser (fra 8 Mdr.)

1 dl. 5-gryns blanding
1½ dl. koldt vand
1 dl. sødmælk eller modermælkserstatning
2 tørrede abrikoser (klippet i små stykker)
4-6 rosiner
1 tsk fedtstof helst vegetabilsk anbefaler sundhedsstyrelsen

Bland alle ingredienser bortset fra fedtstof og kog op. Lad det koge i 3-5 min. Tilsæt fedtstof og server.

Speltgrød (6 Mdr.)

1½ dl vand
3 spsk speltmel eller fuldkornsspeltmel
1 tsk fedtstof
½ dl modermælk, modermælkserstatning eller sødmælk

Vand og speltmel piskes sammen i en lille gryde.
Bring grøden i kog under piskning og kog ved svag varme i ca. 2 min.
Fedtstof røres i, og mælken tilsættes, til grøden har passende konsistens.
Serveres med en klat frugtmos f.eks. pære eller æble.


 

 

Dip



Tzatziki - godt med hvidløg
 
 
Denne tzatziki er utrolig nem og smager fantastisk. Jeg vil gerne have den lidt grov, derfor skærer jeg altid agurken i tern. Er agurkens midte meget blød fjerne jeg det ellers bliver tzatzikien kedelig.









dejlig lækker og cremet tzatziki
 1 agurk skåret i tern
2-3 dl. græsk youghurt 2 eller 10%
2-3 fed hvidløg
salt og hvid peber

Det hele blandes i en skål og smages til med salt og peber. Den må godt hvile 30 min. i køleskab inden servering så den lige når at sætte sig. Hvis du ikke er så vild med hvidløg så skru lidt ned for det.



 Avocado-creme - du bliver afhængig af
 
Denne avocado creme er inspireret af Lone Landmand. Jeg har lånt hendes bog "Hønsefødder og gulerødder" på biblioteket og denne måtte prøves.  Den er simpelthen så lækker og bogen i det hele har flere spændende opskrifter.  køb bogen her
 
Tilbage til opskriften. Jeg har ændret lidt på den så den passer lidt bedre til vores smagsløg:
 
1 moden avocado
saft af en ½ citron (lille)
2 spsk. cremefraiche 18%
1 forårsløg inkl. toppen
friskkværnet peber og salt
1 tsk. syltede chilier
½ spsk. olivenolie
 
pres saften af citronen og mos den med avocadoen. På denne måde bliver avocadoen ikke brun. Tilsæt cremefraiche. Skær forårsløg i tynde strimler også toppen og bland det i skålen. krydr med peber og salt. Så mangler der bare de syltede chilier (jeg brugte grønne købt i Rema) som skal hakkes fint og blandes i sammen med olivenolie.

tirsdag den 6. august 2013

Lakse kage

Jep en laksekage skal der til når onkel Jonas fylder år og så en af de runde. Den indeholder trøffel og er betrukket med mmf. Opskrift på trøffel kommer snart. 






Lasagne og tomatsalat

Ferien er tæt på slut og ferie maden har været udsøgt. Vi trængte til noget hverdagsagtigt så lasagne var lige det vi manglede. Men det var jo stadig ferie så må man godt drikke rødvin til maden. 


Jeg laver altid en stor portion for lasagnen er næsten bedre som rester dagen efter. Opskriften er til et fad på 25x35 cm. 
Lasagne - godt med ost

1 kg oksefars
2 dåser hakkede tomater
1 terning oksebouillon
Vand svarende til hvad der kan være i den tomme dåse fra hakkede tomater
2 løg ( hakket)
3 fed hvidløg
Salt
Peber
2 tsk oregano eller 3-4 stilke frisk
1 tsk timian eller 2 stilke frisk
1 tsk oregano
1 tsk paprika
En anelse sambal oelek eller chili
Parmesan en god håndfuld
Lasagneplader

Bechamelsauce:
20 gram smør
4 spsk hvedemel
4 dl mælk
200 gram ost - jeg brugte en 30+ skåret i tern
Salt og hvid peber
En anelse muskatnød revet


Brun kødet og tilsæt løg og hvidløg. Lad stege til løgene er klare. Tilsæt alle andre ingredienser og lad det simre imens du laver bechamelsaucen.

Smelt smørret og tilsæt mel. Mælk og krydderier tilsættes. Bring i kog og lad simre i 5 min. Tilsæt osten og saucen er klar når osten er smeltet. 

Så er det skiftevis kødsovs, bechamelsauce og lasagneplader. Toppes med et godt lag parmesan. Bages i ovnen ved 200 grader varmluft i 35 min. Hviler 15 min og så spis :)


Hvad er lasagne uden tomatsalat? Nemlig den skal være der. Her er min udgave: 

3 store modne tomater
En pose mini mozzarella 
1 rødløg
Olivenolie
Groft salt
Frisk basilikum 

Tomaterne skæres i skiver, rødløg skæres i ringe og mozarellaen dryppes af for lage. Det hele blandes i en skål og strøes med olivenolie, salt og basilikum. 


Min chef har personligt leveret tre flasker rødvin på min adresse. Det er jo helt fantastisk og så var det lige inden ferien. God timing :)

Det er en spansk vin og den måtte prøves til lasagnen. Helt ærligt så var den ikke just fantastisk til lasagne, men det er en super hyggevin. Den manglede noget fylde imod den ostefede og velkrydrede lasagne. I skrivende stund er den også god men jeg kan bedst lide den som hyggevin. 

 

mandag den 29. juli 2013

Godnatte baby mad

Vores lille Mathilde sover altså bedst efter lidt godnatte mad som vi kalder det. Det er altid lige noget nemt og hurtigt for hun er jo træt. 

Godnatte mad - yoghurt med havregryn

1 1/2 dl sødmælksyoghurt naturel
1 håndfuld øko havregryn finvalsede eller grove hvis det kan håndteres af den lille. Vi bruger altid finvalset. 

Det er basis og så kommer jeg enten 1 tsk vaniljesukker, et par skefulde frugtmos eller en halv moset banan i. 

Hun er vild med det :) men ik så vild med blitzen. 

lørdag den 27. juli 2013

Luftige lækre boller og den gode giftkage

Min store dreng skal på FDF sommerlejr og så skal der bages boller og kager. Man måtte selv vælge men det kan jeg jo ikke :) 

Vi er lige kommet hjem fra ferie i det herlige danske sommervejr. Derfor blev det til hvad-har-jeg-i-skuffen boller som blev dejlig luftige og stadig med gods i. Jeg har skrevet ned undervejs. 

Jeg kogte en havregrød med hørfrø. Det giver en lidt tungere men saftig bolle. Det tunge blev så udlignet af bagepulver. 

Flotte boller klar til en tur i ovnen.

Den færdigbagte bolle med fine lufthuller og dejlig farve. 

Her kommer opskriften på ca. 25 styk 

1 1/2 dl havregryn
1 dl hørfrø
3 dl mælk 

Blandes i en gryde med tyk bund og koges op. Kog et minut til det bliver en grød og afkøl til stuetemperatur 

50 gr gær
2 dl mælk
1/2 dl flydende margarine
1 dl A38
2 tsk salt
2 spsk sukker
Ca. 11 dl hvedemel + 1 tsk bagepulver 
1 1/2 dl grahamsmel
5 revne gulerødder
1 dl solsikkekerner

Lun mælk og opløs gæren heri. Bland gærblandingen med de øvrige ingredienser samt grøden. Ælt grundigt og lad dejen hæve 1 times tid. Form dejen til boller og efterhæv dem i 20 min. Pensl med æg. Bages 12-15 min ved 200 grader varmluft. 

Så har du de lækreste luftige boller. De kan sagtens fryses men gør det med det samme de er afkølet. Velbekomme. 

Så var der jo også kagen. Det blev til den gode gamle giftkage - den slår aldrig fejl og er også god efter et par dage. 


Jeg tror faktisk kun at der findes en opskrift på giftkage og min er en gammel håndskreven sag. Jeg kan desværre ikke huske hvor den er fra. 

Giftkage 1 lille bradepande 

250 gr smør
250 gr sukker
250 gr mel
3 æg
2 tsk bagepulver
1 tsk vaniljesukker
1½ dl mælk
1 spsk mandelessens
3 spsk grøn konditorfarve

Smør og sukker piskes blødt og æggene tilsættes et ad gangen. Pisk godt imellem æggene.
Mel blandes med bagepulver og mælk blandes med mandelessens og grøn frugtfarve. Melblandingen kommes i smørblandingen skiftevis med mælken.
Bages i en lille bradepande i ca 20-30 min. Overtrækkes med chokolade eller glasur. Jeg valgte gult glasur på den ene og hvid chokolade på den anden. Blomsterne er udstukket i fondant. 

tirsdag den 23. juli 2013

Røgede makreller

Vi er på sommerferie i sommerhus sammen med svigerforældre og alle søskende. Onkel Jonas har købt en båd og den måtte jo prøves så ham og svigerfar kom hjem med en hel spand makreller. Vi ville prøve at røge dem og det blev så lækkert. Det var heller ikke særlig svært. 

Jeg hyggede mig med at finde krydderier imens Jonas rensede og fileterede. Et hold blev med løg, hvidløg og salt og et hold med det samme plus paprika. Det bedste var at vi var fire til at passe fiskene. En der rensede og fileterede. En der krydrede og lagde på risten. En der tændte ovnen og sørgede for smuld. Og vigtigst en der tog tid. Det var så hyggeligt i det dejlige danske sommervejr. 

Vi spiste til aften med svigermors hjemmelavede kartoffelsalat med nye kartofler. Dagen efter blev de også spist til frokost og var kun blevet endnu bedre af at lægge i køleskabet.